Savner du én? Om at hele en brudt relation

Den fortjener naturligvis de fulde seks stjerner ud af seks mulige, og jeg tør godt love læseren, at alle lærer noget nyt ved læsningen af denne bog. Jeg har interesseret mig for emnet i mange år, og alligevel var der nye pointer, som gav stof til eftertanke.
Bogblogger Henrik Blunck

Udkom 2018 – 144 sider.
Titel: Savner du én?
Guide til at hele en beskadiget relation – eller give slip

Ræk din hånd frem. Forny en visnet eller brudt relation
– eller sig ordentligt farvel

Har du et familiemedlem eller en ven, du savner, men ikke længere ser? Eller ses I, men kan ikke længere opnå den åbenhed og følelsesmæssige forbindelse, I engang havde?
Bogen viser dig, hvordan du kan hele en brudt relation.

“Klog og vigtig bog skrevet i en let og fin tone på en måde, så alle kan være med”.
Line Crump Horsted

Artikel om bogen i Berlingske: Pak stoltheden ned og tag det første skridt

Artikel om bogen i Kristeligt Dagblad: Det kræver mod at række hånden ud, når en relation er gået i stykker

Anmeldelser af “Savner du én?”
– om at hele en brudt relation

Bibliotekernes materialevurdering
“Sand trækker på sine erfaringer som psykoterapeut og skriver i et letforståeligt sprog. Både indholdet og sproget gør bogen interessant og lærerig. Som læser vender man blikket indad og tænker på, hvordan man egentlig håndterer sine relationer og om man evt. skal vælge at give slip. Selv hvis man beslutter at slippe, er der hjælp at hente. For man har et valg og bogens mange øvelser kan støtte beslutningen.”
Læs hele lektørudtalelsen her
Anmeldelse i Tidsskrift for Psykoterapi 
“Sproget er bogen igennem absolut meget veldisponeret og velskrevet – det er kærligt, empatisk og nærværende. Den er letlæselig, formen er som en guide eller selvhjælpsbog med retningsanvisninger samt mange konkrete og letforståelige forslag. Bogen er ikke skrevet til psykoterapeuter, psykologer og andre behandlere, men som guide og selvhjælpsbog for mennesker generelt. Mennesker, eller klienter for den sags skyld, udfordrede pga deres familiemæssige relationer.

I forordet skriver Ilse Sand: ”I bogen præsenterer jeg forskellige strategier, som kan være en hjælp, når du gerne vil genoprette eller bare forbedre en relation. Det gør jeg med mange eksempler og med helt konkrete bud pga ord og sætninger, du kan bruge i forskellige situationer.” Til det har jeg én ting at sige: Det er lykkedes.”
Læs hele anmeldelsen her

Tidsskrift for Psykoterapi nr. 1 2019.

Anmeldelse af bogblogger Henrik Blunck
Jeg har læst flere af Ilse Sands bøger, og det har været ganske lærerigt. Ilse Sand leverer også med bogen Savner du én? en rigtig god bog for alle, der gerne vil skabe klarhed omkring deres relationer.
Det fornægter sig ikke, at forfatteren er både psykoterapeut og tidligere sognepræst. Hun har stor kompleksitet i sit overblik af stoffet, og samtidig formår hun det vigtigste for sådan en bog, nemlig at stille de rigtige spørgsmål på klart dansk.

Det kræver en rigtig god forståelse af stoffet at formidle noget så grundlæggende og vigtigt som relationer mellem mennesker på så klart sprog, og det er virkelig en fornøjelse at læse bogen, fordi hun kommer så bredt omkring både venskaber og forhold.

En af de vigtigste pointer kommer allerede i indledningen. Det er vigtigt for os mennesker, at vi enten fordyber os eller får lært at sige pænt farvel, hvis vi vokser fra en relation, og til det formål er bogen eminent. Det kan ganske enkelt ikke gøres bedre end forfatteren har gjort i denne bog.

Den fortjener naturligvis de fulde seks stjerner ud af seks mulige, og jeg tør godt love læseren, at alle lærer noget nyt ved læsningen af denne bog. Jeg har interesseret mig for emnet i mange år, og alligevel var der nye pointer, som gav stof til eftertanke.

Anmeldelse fra Bogsyn
“… Og skal vi give bogen karakterer, hvad vi ellers ikke giver os af med, så får den 10 på 10-skalaen.
Fordi den er både overskuelig, skrevet i et nemt og tilgængeligt sprog, kommer med lidt af forfatterens egen historie, giver os direkte og konkrete og særdeles brugbare redskaber -, og som det allervigtigste, giver os anledning til at se indad og få gjort op med den smerte, der ligger dybt indeni, når en relation er brudt. Og beskriver alting, som om det er helt naturligt og også det letteste i verden, og så er det bare med at få gjort det nu og her, for det fylder alt for meget i dig.

* Gå ikke efter, hvad der er rimeligt, men hvad der er muligt.

* Der kan være mange andre grunde til, at vedkommende ikke har taget intitiativ. (Hvis man venter på, at modparten rykker først)

* Der er ingen forældelsesfrist.

* Måske kan du tilbyde noget nyt.

* Vis du er åben overfor en andens version.

*Ingen er i besiddelse af den fulde sandhed.

* Giv en indrømmelse

* Inviter den anden til at tale ud.

* Vis dig selv den respekt at lade falde, hvad ej kan stå.

Og sådan bliver det ved og ved og ved gennem bogen med forstandige, rørende og særdeles anvendelige råd uden nogen som helst fordømmelse, hvad man jo nok kunne trænge til eftersom, man har haft smerte nok i sit liv, hvis man har oplevet brud og står rådvild og efterladt tilbage. Bogen vil forhåbentligt kunne få nogle af de mest stædige til at give sig og få arbejdet med sig selv og enten sige farvel til smerten og helt og uigenkaldeligt farvel til vedkommende,  man har mistet, eller tage kontakten op på en måde, som begge parter næppe har forsøgt sig med før. Begge dele, lægger forfatteren vægt på, er lige rigtige. Bare man finder fred med sig selv.
Og det, må vi sige, skulle der være fine muligheder for efter at have læst en bog, der kan få tårerne frem ved blot gennem de enkle linjer at få lov, sådan føles det næsten, at opdage, de muligheder, der er for at komme videre i livet.Ilse Sand har tidligere skrevet en international bestseller, nemlig Elsk dig Selv. Den nye bog her har kvaliteter, der vil kunne give den samme status.”Læs hele anmeldelsen her
.

Anmeldelse fra Bogvægten

“… Der er mange bud på, hvordan en relation kan heles, og de fleste kræver lidt mod. Desuden skal man være opmærksom på, at der kan være mange grunde til, at et forhold/et venskab ikke holder: Mennesker udvikler sig forskelligt, møder nye venner, ændrer tilværelsen. Guiden har også råd for, hvordan man forlader en relation på en god måde.Savner du én? er en udmærket lille guide, der taler for større åbenhed og tolerance og samtidigt leverer brugbare forslag til at komme videre, og der er en vaks lille test sidst i bogen. Guiden er også en reklame for forfatterens erhverv og vi møder flere gange bisætninger som: … opsøge hjælp, hvis du for brug for det.

I modsætning til andre selvhjælpsbøger om vores følelsesliv er der ingen fagligt krævende kapitler, og der er tydeligvis lagt stor vægt på tilgængeligheden.”

Læs hele anmeldelsen her

Bogen kan købes fx hos netboghandleren William Dam

Bogens forord

Hvordan kan man nærme sig og genoprette tillid og åbenhed til en person, man har mistet kontakten eller nærheden til på en uforløst måde.

Måske har du et familiemedlem eller en ven, som du savner, men ikke længere ser. Situationen kan også være den, at I faktisk ses – ja, måske endda bor sammen, men ikke længere kan opnå den åbenhed og følelsesmæssige forbindelse, I engang havde.

Som sjælesørger og psykoterapeut har jeg lyttet til mange menneskers relationserfaringer og opdaget, hvor lidt de fleste mennesker ved om at genoprette en beskadiget relation. Mange tror, det gælder om at forklare sig. Men forklaringer gør ofte blot alting værre. Der er andre måder at håndtere situationen på, som er langt mere frugtbare.

I bogen præsenterer jeg forskellige strategier, som kan være en hjælp, når du gerne vil genoprette eller bare forbedre en relation. Det gør jeg med mange eksempler og med helt konkrete bud på ord og sætninger, du kan bruge i forskellige situationer.

I slutningen af hvert kapitel foreslår jeg øvelser, som kan hjælpe dig til at se dig selv og dine relationer i et klarere lys. Nogle af øvelserne kan sætte mange følelser i gang. Så inden du går i gang med at udføre en øvelse, kan det derfor være en god idé at lave en aftale med en ven om, at du kan ringe, hvis du får brug for at tale med nogen undervejs, eller efter du er færdig med opgaven.

Du kan læse bogen i sammenhæng eller bruge den som idékatalog eller opslagsbog. Den detaljerede indholdsfortegnelse og de små resuméer efter hvert kapitel gør det let at finde rundt.

De fleste mennesker udvikler sig livet igennem. Det er helt naturligt, at venskaber forandrer sig eller rinder ud for at gøre plads til nye. Denne bogs ærinde er ikke at opfordre til med næb og klør at holde fast i det, som var. Men der, hvor gode venskaber eller familierelationer går itu på grund af misforståelser eller konflikter, man ikke har fået ryddet ordentligt op efter, er der grund til at stoppe op og undersøge, hvilke muligheder der er for at genopbygge relationen.

I denne bog er jeg overvejende relationens advokat og forsøger at inspirere dig til at se nye muligheder i forhold, du måske har opgivet. Det betyder ikke, jeg mener, at det altid er bedst at bevare kontakten. Der kan være situationer, hvor et fravalg af kontakt enten er nødvendigt af hensyn til ens egen trivsel eller bare er det mindst smertelige. I kapitel 12 kan du læse om, hvilke gode eller mindre hensigtsmæssige grunde der typisk kan være til fravalg af kontakt.

Jeg trækker i bogen fortrinsvis på erfaringer fra mit virke først som sognepræst og siden som praktiserende psykoterapeut, hvor jeg både har arbejdet med parterapi, hjulpet forældre med at få kontakt med børn, der har valgt dem fra, og lyttet til mange relationskvaler. Jeg trækker desuden også på egne erfaringer. Dem kan du læse mere om i indledningen.

I slutningen af bogen finder du en test, jeg har udviklet til denne bog. Her kan du måle din egen villighed til at strække dig frem for at nå den, du savner. Du kan bruge testen til at reflektere over, hvor langt du er villig til at gå.

Relationers betydning for din trivsel

En dag sad jeg overfor præst og psykoterapeut Bent Falk og for- talte, hvor vred jeg var på min far, som jeg ikke havde set i flere år. ”Du er ikke vred,” sagde Bent Falk og så på mig med sin dybe alvor. Jeg gik helt i stå. Nåede lige at fremstamme ”så ved jeg ikke …”, inden jeg blev overvældet af gråd og pludselig kunne mærke, hvor meget jeg savnede ham, jeg havde slået hånden af.

Siden forstod jeg, det ikke var vrede, der var årsag til, at jeg ikke kunne være i stue med min far. Vreden var mest af alt et skjold. Lige nedenunder lå endnu stærkere følelser, nemlig dyb længsel efter kærlighed, nærhed og samhørighed.

Jeg var dengang for bange til at turde give efter for mit savn og lade gråden overmande mig. Situationen var låst – vi kunne ikke længere nå hinanden følelsesmæssigt. Men vi havde haft en nærhed engang, da jeg var en lille pige – og den sad i mig som en smertefuld længsel, som gjorde det umuligt for mig at udholde et overfladisk samvær med ham.

Der gik mange år, før jeg fik arbejdet mig igennem tilstrækkeligt mange lag af sorg, angst og skam, til jeg blev i stand til at nærme mig min far følelsesmæssigt og kunne være afslappet og autentisk til stede sammen med ham. Da opdagede jeg, at de varme følelser, der engang var imellem os, var intakte fra begge sider.

Mange mennesker føler sig ensomme, fordi vigtige relationer, de engang havde, er ophørt ved et brud, løbet ud i sandet eller bare blevet overfladiske. Og såret efter eller frustrationen over tabet er ofte ikke blevet tilstrækkeligt gennemarbejdet til, at de tør gå tillidsfuldt ind i en ny relation. Måske bliver den næste relation lidt mere overfladisk, fordi personen er blevet bange for at åbne helt op eller for at blive afhængig eller sårbar.

Ens trivsel i livet er stærkt afhængig af de relationer, man indgår i. Mennesker der har sunde og nære relationer, trives for det meste godt, mens mennesker der ikke har nogen, de er nært for- bundne med, oplever, at livslystens blus kan stå lavt.

At fordybe sig i en fortidig eller en nutidig relation og få den talt – og bearbejdet helt igennem resulterer nogle gange i, at relationen blomstrer op igen. Andre gange resulterer det i, at man får sagt ordentligt farvel og med større lyst og mod går ind i nye relationer.

Jeg håber, du kan bruge bogens råd og redskaber til at forbedre en eller flere af dine relationer til gavn og glæde for alle parter. Viser det sig, at heling af en relation ikke er mulig, håber jeg, du kan blive inspireret til at lave en ordentlig afslutning, så du kan opleve lettelse og få mere energi til at dyrke eller opsøge nye relationer.

Brudt relation

Fra bogens indledning.
Bogen kan købes fx hos netboghandleren William Dam