Hvorfor tanker, som kredser om ærgrelse, fortrydelse, skyld og selvbebrejdelser kan være vanskelige at slippe af med
Nogle mennesker kommer gang på gang til at overbelaste sig selv med negative tanker, fx omkring en fortrydelse, som kører i ring uden at komme frem til et konstruktivt resultat. Det kan være yderst pinefuldt og forbundet med megen angst og uro.
Tankerne er udtryk for en form for vrede, som er rettet mod selvet. Mennesker med den tilbøjelighed har ofte fået at vide, at de skal lade være med at bebrejde sig selv. Men denne opfordring giver ofte anledning til endnu mere skyld, fordi vedkommende ikke er i stand til at følge det velmente råd.
Nogle gange kan enkle kognitive teknikker hjælpe til at ændre et belastende tankemønster. Andre gange virker disse teknikker ikke i tilstrækkelig grad. Måske fordi der er en dybereliggende årsag til dette tankemylder.
For at komme ud af den onde cirkel er det i så fald nødvendigt at gå mere grundigt til værks og interessere sig for, hvad der ligger nedenunder tanker, som kredser og ærgrelse, fortrydelse, skyld og selvbebrejdelser.
Disse tanker kan nemlig forstås som et forsvar mod at mærke sig selv her og nu. Tanker om ærgrelse og fortrydelse kan nemlig være en måde, at beskæftige sig med fortiden på, som er følelsesladet og intens. Og i denne optagethed af fortiden kan man undgå at mærke sig selv her og nu.
Vrede er i det hele taget ofte et værn mod at mærke egen sårbarhed i nuet. Enten vreden nu er rettet mod andre eller mod en selv. En stærk vrede har en samlende virkning på psyken. Et vredladent menneske er en person, som er rigtig meget på herrens mark, fordi han eller hun har svært ved at være til stede i sig selv her og nu. Måske bebrejder han andre – måske retter han vreden mod sig selv.
Hvis du har svært ved at rumme dig selv i nuet, er vrede tanker, som forholder sig til fortiden et effektivt værn mod det. Måske tjener dine negative tanker et sådant formål – måske uden du selv er klar over det – i så fald er tankerne ikke så lette at slippe af med.
Vejen frem er at blive bedre til at rumme sig selv i nuet. Måske har du erindringer eller temaer i livet, som du undgår at tænke på. Ved at invitere netop dette materiale frem i lyset, kan du øve dig i at rumme de følelser, som er knyttet til det.
For de flestes vedkommende vil det være en god idé, at skaffe sig en (evt. professionel) følgesvend i denne proces. Det er lettere at rumme vanskelige følelser, som fx fortrydelse, når vi deler dem med nogen. Efterhånden som du bliver bedre tilpas med at mærke hele dig, bliver det lettere at slippe et negativt tankemønster.
Læs mere i min bog om kærlighed og selvbeskyttelse.
Læs om bogen her
Bogen kan købes fx her
Hei
Jeg er en kvinne på 51 år som er kommet inn i et vanskelig mønster i forhold til mine foreldre. De er gamle nå og lever begge to. De er 80 og 83 år gamle og aktive. Når vi er sammen (som jeg er sjelden) gjør det vondt enkelte ganger. Det kan være min far kommenterer noe med meg på en negativ måte, i et tonefall som plager meg flere uker etterpå. Han er en enkel mann som ikke forstår seg på følelsene mine. Han har en gang sagt til meg at jeg er annerledes enn mine søsken (3 søsken) og lurer på hvor jeg kommer fra. Jeg har lang utdannelse, intelligent og har lykkes bra, (til slutt). Jeg har strevet lenge både i ekteskap(er skilt) og jobb. Min far kan sette oss søsken opp mot hverandre ved å frmeheve at den er bedre enn den osv. Han skaper splittelse, men vi forstår spillet. Jeg er den kunstneriske, følsomme typen, men ingen andre i familien er det. De er enklere. Da jeg var 13 ble min eldste bror mentalt syk. jeg trodde også at det feilte meg noe, fordi min far var så skeptisk til meg. F.eks: Min bror var sen med å utføre handlinger, og jeg var redd for at hvis jeg noen ganger var like sen med å utføre ting, ville far tro at jeg også var syk (jeg lurte selv på det samme).Fra jeg var 13 til jeg flyttet hjemmefra hadde jeg det vondt hjemme.Jeg opplevde at far ville bli kvitt meg.Det jeg vil si er at jeg faktisk er blitt trett og sliten av mine foreldre og at jeg ikke vil føle meg annerledes mer. Hva kan jeg si og gjøre for å få dem til å forstå? Jeg vet ikke om de klarer å forstå. Da ønsker jeg helst å unngå dem, men det er fælt siden de er så gamle og jeg er glad i dem.
Hej. Jeg forstår godt, at det har gjort meget ondt på dig som barn, og som 13årig. Og vi kan have en extra sårbarhed overfor vore forældre, også som voksne. Det er som om vi forbliver små børn, der bare vil elskes af vores kære og livsvigtige forældre. De, af alle, skal se og elske os ubetinget. Men- i mange tilfælde siger og handler vore forældre forkert og sårende, og de overser vore følelsesmæssige behov. Jeg cyklede selv rundt i sårede følelser og vrede og bebrejdelser overfor min gamle mor…indtil en dag jeg pludselig forstod, at alt det der er fortid. Jeg er fuldt ud voksen nu, og min mor er gammel. Dine forældre er gamle nu, og du kan meget let få din “hævn” ved konstant at bebrejde dem, eller prøve at få dem til endelig at se dig, anerkende deres fejl overfor dig. Men nu er de nok for gamle til, at dette nogensinde kommer til at ske. Du har magten nu! Og du kan gøre deres sidste dage/år til en ulidelig plage og ked-af-det- hed ved at forlange at de elsker dig, på den måde du behøver. Eller du kan arbejde med digselv og forstå, at den kærlighed du hungrer efter-den kommer ikke. Ligemeget hvad du gør og siger. Prøv at se på de gode ting: arbejdede din far hver dag, så du kunne have en stabil base/hjem, så du fik mad og drikke hver dag, så du fik tøj, rent tøj, på kroppen hver dag? Vi, der lever i Skandinavien tager tit en masse grundlæggende goder som givet. Fik du tæv? Hvis ikke- fantastisk. Var dine forældre voldelige overfor hinanden? Hvis ikke- fantastisk. Var dine forældre misbrugere af alkohol eller stoffer? Hvis ikke-fantastisk. Blev du udsat for seksuelle overgreb? Hvis ikke -fantastisk. Osv. Har du haft en masse tryghed, som du bare har taget for givet? Prøv at forlig dig med, at dine forældre ikke elsker dig nøjagtig som du behøvede/behøver. Og prøv at elske dem, før det er for sent. Jeg håber ikke du en dag kommer til at fortryde, du ikke så det gode også, og prøvede at tilgive/frigøre dig fra dit indre barns optagethed/behov for en udtrykt kærlighed. Dine forældre dør, de er gamle. Jeg er sikker på de elsker dig på den måde de magter. Kender du deres baggrund? Hvad har skabt dem og den måde de er på? Håber du kan finde fred indeni, og finde ro og måske endda kærlighed til dine gamle forældre, der nok har gjort det bedste de kunne udfra hvad de har levet. Jeg håber du når at elske dem. Maja Angelou: vi gør det bedste vi kan, og når vi ved bedre, gør vi bedre. Dette gælder os ALLE. Også dine forældre. Vh. Karin