Der er lige nu stor interesse for særlig sensitivitet og forskning. Er det videnskabeligt bevist, at hver femte fødes som særligt sensitiv? Nedenfor giver Ilse Sand sit bud på, hvordan man som særligt sensitiv kan forholde sig til den forskning, der foreligger
Der er netop udkommet en bog i Danmark, som hævder, at Elaine Arons beskrivelse af særligt sensitive mennesker ikke er tilstrækkelig videnskabeligt underbygget.
Forskning kan pege i mange forskellige retninger, og der er sjældent tale om entydige sandheder. Der kan godt være et forskerhold der fremlægger resultater, der peger i én retning, hvorefter der et stykke tid efter ar et andet forskerhold, der fremlægger en undersøgelse, der peger i modsat – eller i en helt tredje retning.
Hvad en enkelt undersøgelse viser, er derfor ikke interessant. Mange undersøgelser skal vise det samme, før man kan tale om, at et resultat peger i en bestemt retning.
Set i det lys kan man godt sige, at Elaine Arons teori om særligt sensitive mennesker endnu ikke er tilstrækkelig videnskabeligt underbygget.
I det hele taget er det yderst vanskeligt at bevise, hvordan psykiske fænomener fungerer.
Og hvis vi kun skulle regne med den lille del af virkeligheden, som kan underbygges videnskabeligt, ville vores virkelighedsopfattelse være ret begrænset.
Derfor synes jeg, man gerne må have tillid til sin sunde fornuft og ikke tage forskningsresultater for mere, end de er.
For mig har det aldrig været vigtigt, hvorvidt man kan bevise, at nogle mennesker fødes med et særligt sensitivt nervesystem. Jeg er mere interesseret i, om en teori er brugbar. Bringer den mennesker tættere på – eller længere væk fra hinanden og sig selv?
Alt kan bruges forkert
Den nye bog hedder: ”Særligt sensitiv eller særligt udfordret?”. Den omhandler særligt sensitive børn og er skrevet til fagpersonale. Forfatterne er: Professor i klinisk børnepsykologi Barbara Hoff Esbjørn, cand. psych. Nicoline Normann, cand. psych. Marie Tolstrup og cand. psych. Sofie Wille Østergaard.
Selv om jeg ikke er enig i alle bogens konklusioner, har jeg stor respekt for dens helt igennem saglige og velargumenterede stil.
Bogen er kritisk overfor begrebet særlig sensitivitet. Hvor Elaine Aron har samlet alle de forskningsresultater, der understøtter hendes beskrivelse, har denne bogs forfattere fokus på dem, der modsiger den.
Den nye bogs forfattere hører overvejende til indenfor den psykologiske retning, der kaldes kognitiv adfærdsterapi. Her lægger man stor vægt på at bruge metoder, som er videnskabeligt veldokumenterede. Elaine Aron er fascineret af C. G. Jung, hvis teorier, hvad mange af dem angår, ikke kan underbygges videnskabeligt.
Læs evt. et resumé af den nye bogs kritikpunkter på videnskab.dk.
Jeg er ikke enig i, at man bør lade være med at bruge begrebet “særlig sensitivitet”. Det er brugbart og værdifuldt for mange mennesker. Men vi skal bruge det med omhu og ikke ukritisk anvende det som forklaring på enhver anderledes adfærd.
”Særligt sensitiv eller særligt udfordret?” kommer med nogle advarsler, som jeg finder relevante i en tid, hvor det er blevet populært at være særligt sensitiv. Disse advarsler vil jeg gerne viderebringe (omskrevet til voksne):
– Lad ikke jeres selvforståelse som særligt sensitive afholde jer fra at modtage anden relevant behandling.
At identificere sig med dette personlighedstræk kan give stor lettelse, men det kan også bruges forkert, så det bliver en begrænsning. Vær opmærksom på, hvis du fx har tankemylder, meget negative tanker om dig selv eller andre vanskeligheder, at der kan være andre ting i vejen, som du kan få hjælp til.
Det kan være svært selv at vurdere, om man bare er særligt sensitiv eller eventuelt har eksempelvis lettere socialangst. Og man kan sagtens både være særligt sensitiv og tilmed have andre psykiske lidelser.
Hvis du er i tvivl, vil jeg anbefale, at du tager nogle samtaler med en psykolog eller psykoterapeut. Socialangst kan behandles med psykoterapi – og det vil jo være ærgerligt, hvis du går glip af sociale arrangementer, som du rent faktisk gerne vil være med i, pga en socialangst, som kan lettes vha psykoterapeutisk behandling.
Alt kan bruges forkert. Hvis vi eksempelvis ser på et redskab som psykofarmaka, hvis herligheder forskningen ofte peger på, gør det faktisk for nogle mennesker mere skade end gavn, mens det for andre giver nye livsmuligheder.
Sådan er det også med begrebet særlig sensitivitet. Hvis det eksempelvis bliver brugt til at retfærdiggøre, at man undgår at gøre alt det, man er bange for, kan det gøre mere skade end gavn. Men hvis man ved at se sig selv gennem sensitivitetens spejl finder sig selv på en ny måde, så man bliver stærkere, kan det sprede positive ringe i vandet – langt ud i ens netværk.
Der findes faktisk forskning, som er mere velanset i forskerkredse end Elaine Arons. Hun henviser selv til Jerome Kagan, hvis forskning i ”kraftigt reagerende børn” peger på, at mennesker – i alt fald fra 4-måneders alderen – reagerer meget forskelligt på indtryk.
Jeg præsenterer Kagans forskning i 2.-udgaven af min bog: ”Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle”.
Elaine Arons beskrivelse af særligt sensitive mennesker tilbyder en ny forståelsesramme
Selv hvis Elaine Arons fortælling om særligt sensitive mennesker så bare var ren konstruktion, giver den alligevel mening, fordi den tilbyder en ny selvforståelse, som giver håb til mennesker, der ikke lever op til tidens idealer.
Hvad der tidligere er gået under benævnelser som: hæmmet, indadvendt, ængstelig eller genert, kalder vi nu særlig sensitivitet og kæder det sammen med positive egenskaber som fx beskedenhed, kreativitet, god forestillingsevne og empati.
Der er ikke nogen tvivl om, at vi fødes med forskelligt temperament. Nogle har talenter, der er mere eller mindre medfødte, og nogle fødes med mere sensitive eller sårbare gener end andre. Der er heller ingen tvivl om, at sensitiviteten under de rette omstændigheder er eller kan blive en fordel.
Mange følsomme mennesker har imidlertid lavt selvværd. Nogle af dem fortæller, at de hele livet har kæmpet for at være lige så »friske«, som andre forventer, og først når de går på pension endelig oplever, at det er acceptabelt at være tilbageholdende, eftertænksom og langsom.
I tiden skal vi nemlig helst alle være energiske, robuste og have fuld fart på. Hvornår har man sidst i en jobannonce set, at der annonceres efter et stille, ydmygt og dybt reflekterende menneske? Det ser vi netop ikke, fordi vores tid og kultur i langt højere grad hylder grænseløst udadvendte og højtsnakkende personlighedstyper.
En gave til følsomme mennesker
Opmærksomheden på det sensitive karaktertræk, som ca. hver femte sandsynligvis har, er med til at udvide vores normalitetsbegreb. Der er ikke længere bare en idealtype, som er de robuste, udadvendte, energiske, der trives under tidspres, i blækspruttefunktioner og storrumskontorer.
Det nye fokus på, at der faktisk er to meget forskellige typer – ideelle på hver sin måde, gør at de, der har svært ved at følge med ræset, kan identificere sig – ikke bare med at være sarte, men også med at have nogle talenter, som verden har brug for. De er ikke bare dem, der ikke kan. De har nogle ressourcer, som er vigtige for verden.
Med denne måde at tænke på bliver det pludselig langt mere legalt at sige nej tak til at gå med i biffen for at se en skrækfilm. Ok at sige nej tak til heldagsudflugter og ok at gå tidligt hjem fra fester, hvis man er overstimuleret.
Hvad særligt sensitive altid har gjort i det skjulte og med mange undskyldninger, kan de nu italesætte ganske åbenlyst. Det er en meget stor lettelse for mange mennesker. ”Følsomheden er ikke en fejl, men derimod en berigelse af ens personlighed,” som C. G. Jung udtrykte det.
Personlighedstrækket kan man sandsynligvis ikke behandle væk, selv om det kan være besværligt i en tid, hvor man helst skal kunne være ”på” hele tiden. Men skammen over det, bliver der i denne tid ændret på for mange mennesker, og det gør dem stærkere og i stand til at bruge de ressourcer, de har, på bedst mulig vis.
Se Tv-klippet: Særligt sensitive skammer sig.
Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive dem nedenfor i kommentarfeltet.
Mvh Ilse Sand