Fra selvudgiver til forlagsforfatter

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle være forfatter. Men i 2010 opdagede jeg, at der var et behov for bøger på dansk om særligt sensitive mennesker – et emne, jeg dengang underviste i. Fem måneder senere udkom min første bog “Elsk dig selv” på eget forlag.

Jeg valgte i første omgang at udgive selv, fordi jeg ville have, at det skulle gå stærkt. Jeg forestillede mig, at det kunne tage flere år at finde et forlag og var i tvivl om, hvorvidt min bog overhovedet var god nok til, at noget forlag ville have med den at gøre.

Siden fortsatte jeg med at udgive selv, fordi det passer mig godt at kunne tage alle beslutningerne og styre hele processen selv.
Men selvudgiverbøger får ikke så meget medieomtale og kommer sjældent ud at stå hos boghandlerne. Jeg blev ked af det, når jeg gik ind i en boghandel i december og så den livlige handel – og mine bøger manglede på hylderne.

I oktober 2019 besluttede jeg at tage chancen og gå fra selvudgiver til forlagsforfatter. Jeg skrev til et forlag, om de ville udgive min bog. Det ville Gyldendal gerne. De udgav “Venlige øjne på dig selv” i marts 2020.
Jeg henvendte mig også til Dansk Psykologisk Forlag med en tidligere bog, som helt var blevet overset i Danmark, men som nu er ude på 10 sprog. De sagde også ja, så i juli 2020 udkommer min bog “Kom nærmere – om kærlighed og selvbeskyttelse” i ny udgave med et nyt flot design på Dansk Psykologisk Forlag.

Jeg nyder, at lægge en stor del af ansvaret fra mig. Bliver der fejl i bogen – ikke mit ansvar. Bliver omslaget grimt – ikke mit ansvar. Først nu kan jeg rigtig mærke, hvor tungt og ensomt det også har været som selvudgiver at stå med hele ansvaret selv.

Desuden nyder jeg også at samarbejde med en redaktør og en presseansvarlig. Skønt at der er andre end mig, der bliver glade over en positiv medieomtale og et godt salg.

Min vej fra selvudgiver til forlagsforfatter har indtil nu været en meget positiv oplevelse. Men jeg har også dygtige engagerede redaktører. Jeg har hørt, at det ikke er en selvfølge.

Læs mere om mine bøger her
Venlige øjne kan ses hos Gyldendal her

2 thoughts on “Fra selvudgiver til forlagsforfatter

  1. Hej Ilse

    Nu er din bog udgivet – og jeg tænker: Er det stadig en positiv oplevelse at være forlagsforfatter?

    Mange fortæller jo at man bliver ‘glemt i vrimlen’, selv skal stå for sin markedsføring og ryger ‘bagerst i rækken’ som nyudgivet.

    Bare spændt på at høre, hvad der er sket siden juli? 🙂

  2. Det er rigtigt, at de kun hjælper med markedsføring i begyndelsen.

    Og min begejstring er også dalet lidt efter et år. Men stadig oplever jeg at der er meget større respekt omkring en bog, der er udkommet på et større forlag, frem for én, man selv har udgivet.
    Det er et virkelig hårdt arbejde fx at sælge en selvudgivet bog til medierne.
    Først her bagefter kan jeg mærke, hvor hårdt det har været.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.