Jo bedre, du har det med de mennesker, du omgås, jo større vil dit velbefindende være. Jeg bliver indimellem opsøgt af mennesker, som gerne vil undersøge, om en relation kan forbedres. Det kan være til en søster, en mor, et barn eller en partner. Går det f.eks. an at være lidt mere ærlig? Eller vil det tværtimod kunne true relationen?
Alene det at tale en relation igennem med en 3. person eller en professionel kan gøre det mere tydeligt for dig, hvad du yderligere kan bidrage med i relationen.
Hvis du oplever frustration eller kedsomhed
Nogle mennesker har det bedst med ikke at spekulere så meget over, hvordan de kommunikerer. De kan godt lide at være spontane og sige, hvad der dukker op uden at tænke så meget over det. Hvis du er en af dem, og det fungerer godt for dig, er der ingen grund til, at du fordyber dig i forskellige kommunikations-modeller.
Hvis du derimod gerne vil have dybde, og hvis du hurtigt fin- der almindelig spontan kommunikation kedelig, kan du have glæde af at sætte dig ind i, hvordan man kan styre og gribe ind i kommunikationen, så den forandrer sig.
I min bog »Elsk dig selv« har jeg beskrevet, hvordan man kan bevæge sig op eller ned gennem fire forskellige grader af dybde i en samtale. Og hvordan man kan øve sig i at give og modtage mere omhyggelige svar på det, der bliver sendt ud, når mennesker kommunikerer med hinanden. Det vil føre for vidt at beskrive de forskellige modeller i denne bog, så jeg vil nøjes med at henvise til »Elsk dig selv«.
Når der er afstand eller fjendtlighed
Hvis der er afstand eller måske ligefrem fjendtlighed i en relation, er der to måder, du kan gribe det an på. Du kan enten fokusere på problemet, eller du kan forsøge at vække den andens glæde. Hvis du vælger det første, vil du sikkert forsøge at få talt ud med vedkommende. I bedste fald vil både du og den anden få udtrykt, hvad der piner eller irriterer jer i relationen, og forhåbentlig ender I med at give jer lidt begge to og dele ansvaret for det negative og beklage det, I har bidraget med, som var uhensigtsmæssigt.
Men det kan ikke altid lade sig gøre at få talt ud om et problem. Hvis du begynder med at sige, hvad du er ked af eller vred over, risikerer du, at den anden lukker helt i. Og ikke alle er i stand til at påtage sig sin del af skylden for et problem. Nogle mennesker er ikke stærke nok til at bære nogen som helst andel af ansvaret for noget som helst – og så kan det at tale om det negative ikke blive forløsende. En anden mulighed er så at vække positive følelser i relationen. Hvis du er vred på din partner, føles det måske ikke naturligt at gøre noget for at vække hans glæde. Men prøv alligevel. Giv ham et kys og et smil og sig, hvad du godt kan lide ved ham og se, hvad der sker. Måske vil hans reaktion vække så meget glæde i dig, at det, du var vred over, taber sin betydning. Måske behøver det efterfølgende slet ikke at blive udtrykt, eller måske kan det nu siges med humor.
Hos par oplever jeg, at det typisk er kvinden, der gerne vil have talt ud, hvor manden hellere køber en buket blomster og siger noget pænt. Det er bedst, hvis I kan veksle mellem de to strategier. Og så er der nogle relationer, hvor den med at få talt ud om problemerne bare ikke dur.
Undersøg relationer med et afskedsbrev
Når en klient gerne vil arbejde med en relation, begynder jeg typisk med at give vedkommende en brevskrivningsopgave. Skriv et afskedsbrev til den, det handler om. Brevet skal ikke gives til vedkommende, men udelukkende skrives for din egen skyld. I afskeden mærker vi meget tydeligt, hvilken betydning den anden har. Og bliver klogere på vore egne følelser i forhold til ham eller hende.
Når det netop skal være et afskedsbrev og ikke bare et brev, er det fordi vi netop i en afsked ser alt i et klarere lys, som når et menneske på sit dødsleje ser tilbage på sit liv og opdager sammenhænge, vedkommende ikke så, mens han eller hun var midt i det. Du vil sandsynligvis opleve, at du træder nogle skridt tilbage og ser vedkommende lidt på afstand, mens du skriver brevet. Denne afstand gør, at du kan undgå at se ham eller hende gennem det sædvanlige filter af dine egne ønsker og behov, men derimod se vedkommende, som den, han eller hun er i sig selv. Denne afstand er ofte en øjenåbner og kan give dig en større indsigt i, hvilken type relation I har, hvad du ønsker i relationen, og hvad du kan gøre for at forbedre den.
Måske får du efterfølgende lyst til at give brevet til den, det er skrevet til. De fleste gange er det en god idé at skrive et andet brev til det brug. Der er nemlig stor forskel på et brev, du har skrevet lige ud af hjertet for at blive klogere på dig selv og få udtrykt dine følelser – og på et brev, som skal åbne op til den andens hjerte. Forsøg at sætte dig ind i, hvordan det vil være at være den anden, der læser det. Måske er det noget helt andet, han eller hun har brug for at høre.
Relationen eller målet
Du kan også spørge dig selv, hvad der lige nu er vigtigst. Relationen eller målet. Er det vigtigste lige nu, at du får det, som du ønsker, eller er det vigtigste at have et godt forhold til den anden. Nogle mennesker har så meget fokus på den ene side, at de forsømmer den anden.
Hvis du sjældent når dine mål, fordi det er vigtigt for dig at leve op til alle de andres forventninger, skal du måske øve dig i at gå målrettet efter at få dit ønske opfyldt og risikere, at dine venner eller samarbejdspartnere bliver utilfredse med dig. Hvis du derimod let løber ind i konflikter, kan det være, fordi du er så fokuseret på at nå dine mål, at du overser vigtigheden af at være i god kontakt med den anden. Hvis det sidste er tilfældet, kan du øve dig i at have mere fokus på relationen. Vælg f.eks. en af dine relationer og beslut, at du i en periode først og fremmest vil have din opmærksomhed på relationen og være mindre optaget af dine egne mål eller behov. Du vil sandsynligvis opdage, at det giver noget helt nyt til glæde for jer begge. Og at chancerne for at nå dine mål i sidste ende bliver større.
Uddrag af min bog Find nye veje i følelsernes labyrint
Bogen kan købes fx her