Jeg giver ind imellem interviews til udenlandske medier. Det russiske erhvervsmagasin, Forbes Russia, ville blandt andet vide, hvordan jeg forstår psykisk sundhed. Om der er mennesker, som ikke behøver gå i terapi.
Mit umiddelbare svar var, at de psykisk sunde familier er dem, der ved en grav græder grimt med hinanden om halsen. Som præst så jeg alt for mange, der stod ensomme hver især – og forstenede.
Interviewet inspirerede mig desuden til nedenstående skriv:
Modgang kan let gøre os hårde, stive, bitre og ufleksible. Kunsten er at bevare – eller genfinde – sin blødhed og sin kærlighedsevne gennem livets strabadser.
I det ny testamente står der følgende:
Gå ind gennem den snævre port. Vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den. Snæver er den port og smal den vej, der fører til livet. Få er de, der finder den.
Matt, 7,13
Jeg tror, fortabelsen her skal forstås netop som at have mistet sin blødhed, sin fleksibilitet og sin kærlighedsevne. Jeg kan også godt lide nedenstående citat som tilskrives filosoffen Lao Tzu (ca. 500 år f.kr.)
Et menneske fødes blødt og bøjeligt.
Ved sin død er det hårdt og stift.
Unge vækster er smidige og fulde af saft.
Ved deres død er de visne og tørre.
Derfor er stivhed og ubøjelighed forvarsler om død.
Det bløde og blide er udtryk for liv.
Fra bogen Tao Te Ching.
At bevare sin blødhed er lettere sagt end gjort. Det kræver nemlig, at vi tør mærke og opleve smerten, så vi ikke forskanser os imod den og omgiver os med en tyk, uigennemtrængelig skal. Nogle af os har oplevet så meget smerte på et tidspunkt i livet, hvor vi ikke havde andre redskaber til at håndtere den end at forsøge at gøre os følelsesløse eller at stivne. Og så kan det tage år i terapi at tø op blive blød og fleksibel igen.