Anmeldelser af “Savner du én?”

Bibliotekernes materialevurdering
“Sand trækker på sine erfaringer som psykoterapeut og skriver i et letforståeligt sprog. Både indholdet og sproget gør bogen interessant og lærerig. Som læser vender man blikket indad og tænker på, hvordan man egentlig håndterer sine relationer og om man evt. skal vælge at give slip. Selv hvis man beslutter at slippe, er der hjælp at hente. For man har et valg og bogens mange øvelser kan støtte beslutningen.”
Læs hele lektørudtalelsen her
.
Anmeldelse i Tidsskrift for Psykoterapi 
“Sproget er bogen igennem absolut meget veldisponeret og velskrevet – det er kærligt, empatisk og nærværende. Den er letlæselig, formen er som en guide eller selvhjælpsbog med retningsanvisninger samt mange konkrete og letforståelige forslag. Bogen er ikke skrevet til psykoterapeuter, psykologer og andre behandlere, men som guide og selvhjælpsbog for mennesker generelt. Mennesker, eller klienter for den sags skyld, udfordrede pga deres familiemæssige relationer.

I forordet skriver Ilse Sand: ”I bogen præsenterer jeg forskellige strategier, som kan være en hjælp, når du gerne vil genoprette eller bare forbedre en relation. Det gør jeg med mange eksempler og med helt konkrete bud pga ord og sætninger, du kan bruge i forskellige situationer.” Til det har jeg én ting at sige: Det er lykkedes.”
Læs hele anmeldelsen her

Tidsskrift for Psykoterapi nr. 1 2019.

Anmeldelse af bogblogger Henrik Blunck
Jeg har læst flere af Ilse Sands bøger, og det har været ganske lærerigt. Ilse Sand leverer også med bogen Savner du én? en rigtig god bog for alle, der gerne vil skabe klarhed omkring deres relationer.
Det fornægter sig ikke, at forfatteren er både psykoterapeut og tidligere sognepræst. Hun har stor kompleksitet i sit overblik af stoffet, og samtidig formår hun det vigtigste for sådan en bog, nemlig at stille de rigtige spørgsmål på klart dansk.

Det kræver en rigtig god forståelse af stoffet at formidle noget så grundlæggende og vigtigt som relationer mellem mennesker på så klart sprog, og det er virkelig en fornøjelse at læse bogen, fordi hun kommer så bredt omkring både venskaber og forhold.

En af de vigtigste pointer kommer allerede i indledningen. Det er vigtigt for os mennesker, at vi enten fordyber os eller får lært at sige pænt farvel, hvis vi vokser fra en relation, og til det formål er bogen eminent. Det kan ganske enkelt ikke gøres bedre end forfatteren har gjort i denne bog.

Den fortjener naturligvis de fulde seks stjerner ud af seks mulige, og jeg tør godt love læseren, at alle lærer noget nyt ved læsningen af denne bog. Jeg har interesseret mig for emnet i mange år, og alligevel var der nye pointer, som gav stof til eftertanke.

Anmeldelse fra Bogsyn
“… Og skal vi give bogen karakterer, hvad vi ellers ikke giver os af med, så får den 10 på 10-skalaen.
Fordi den er både overskuelig, skrevet i et nemt og tilgængeligt sprog, kommer med lidt af forfatterens egen historie, giver os direkte og konkrete og særdeles brugbare redskaber -, og som det allervigtigste, giver os anledning til at se indad og få gjort op med den smerte, der ligger dybt indeni, når en relation er brudt. Og beskriver alting, som om det er helt naturligt og også det letteste i verden, og så er det bare med at få gjort det nu og her, for det fylder alt for meget i dig.

* Gå ikke efter, hvad der er rimeligt, men hvad der er muligt.

* Der kan være mange andre grunde til, at vedkommende ikke har taget intitiativ. (Hvis man venter på, at modparten rykker først)

* Der er ingen forældelsesfrist.

* Måske kan du tilbyde noget nyt.

* Vis du er åben overfor en andens version.

*Ingen er i besiddelse af den fulde sandhed.

* Giv en indrømmelse

* Inviter den anden til at tale ud.

* Vis dig selv den respekt at lade falde, hvad ej kan stå.

Og sådan bliver det ved og ved og ved gennem bogen med forstandige, rørende og særdeles anvendelige råd uden nogen som helst fordømmelse, hvad man jo nok kunne trænge til eftersom, man har haft smerte nok i sit liv, hvis man har oplevet brud og står rådvild og efterladt tilbage. Bogen vil forhåbentligt kunne få nogle af de mest stædige til at give sig og få arbejdet med sig selv og enten sige farvel til smerten og helt og uigenkaldeligt farvel til vedkommende,  man har mistet, eller tage kontakten op på en måde, som begge parter næppe har forsøgt sig med før. Begge dele, lægger forfatteren vægt på, er lige rigtige. Bare man finder fred med sig selv.
Og det, må vi sige, skulle der være fine muligheder for efter at have læst en bog, der kan få tårerne frem ved blot gennem de enkle linjer at få lov, sådan føles det næsten, at opdage, de muligheder, der er for at komme videre i livet.Ilse Sand har tidligere skrevet en international bestseller, nemlig Elsk dig Selv. Den nye bog her har kvaliteter, der vil kunne give den samme status.”Læs hele anmeldelsen her
.

Anmeldelse fra Bogvægten

“… Der er mange bud på, hvordan en relation kan heles, og de fleste kræver lidt mod. Desuden skal man være opmærksom på, at der kan være mange grunde til, at et forhold/et venskab ikke holder: Mennesker udvikler sig forskelligt, møder nye venner, ændrer tilværelsen. Guiden har også råd for, hvordan man forlader en relation på en god måde.Savner du én? er en udmærket lille guide, der taler for større åbenhed og tolerance og samtidigt leverer brugbare forslag til at komme videre, og der er en vaks lille test sidst i bogen. Guiden er også en reklame for forfatterens erhverv og vi møder flere gange bisætninger som: … opsøge hjælp, hvis du for brug for det.

I modsætning til andre selvhjælpsbøger om vores følelsesliv er der ingen fagligt krævende kapitler, og der er tydeligvis lagt stor vægt på tilgængeligheden.”

Læs hele anmeldelsen her