Læs bogens forord

Bogen henvender sig til særligt sensitive mennesker og andre følsomme sjæle

Den henvender sig også til dig, der er pårørende og til dig, der møder følsomme mennesker som arbejdsgiver eller behandler.

Som præst og siden som psykoterapeut har jeg i tidens løb talt med mange mennesker. Når jeg har talt med særligt sensitive, har jeg gang på gang erfaret, hvor meget hjælp de kan finde i at høre om karaktertrækket. Og når jeg har holdt kurser og foredrag for særligt sensitive, har jeg set, hvor meget det betyder for den enkelte at lytte til andre sensitive og dele oplevelser og erfaringer.

Jeg har derfor valgt at give god plads i bogen til udtalelser fra kursister og klienter, der fortæller, hvordan de oplever at være særligt sensitiv i dagens Danmark. De, der udtaler sig i bogen, er alle særligt sensitive, men også andre følsomme mennesker vil kunne genkende sig selv i nogle af eksemplerne.

Ofte har jeg set mennesker finde fred med deres følsomhed, rette ryggen og få større mod til at være sig selv. Det er mit håb, at denne bog kan inspirere yderligere i den retning.

Det første kapitel beskriver det særligt sensitive karaktertræk. Mennesker er meget forskellige og det er særligt sensitive også. Du vil sandsynligvis kunne genkende dig i dele af det, mens andet vil forekomme dig fremmed.  Hvis du er en følsom sjæl, som kun genkender dig selv i enkelte at trækkene, vil du alligevel kunne have glæde af at følge nogle af bogens anvisninger.

De enkelte kapitler kan læses uafhængigt af hinanden. Hvis du finder nogle af bogens kapitler enten for teoretiske eller for lette, kan du bare springe dem over.

Sidst i bogen kan du teste din egen sensitivitet i en nyudviklet dansk test. Du kan desuden finde en idéliste med forslag til sysler, som giver dig glæde og velvære, hvis du er en følsom natur. Listen rummer både forslag til, hvordan du kan inspirere eller udfordre dig selv, når du har energi – og forslag til aktiviteter, som også vil gøre dig godt, når du er overstimuleret.

Randers den 9. juni 2010. Ilse Sand

Tilbage til hovedsiden for bogen: Elsk dig selv

Læs mere om særligt sensitive mennesker

Særligt sensitiv test