At indgå i en kærlighedsrelation kan ud over glæde og forøget livskvalitet også medføre sorg på to måder. Den ene er sorgen over alle fravalgene. Når vi vælger at knytte os til en bestemt partner, fravælger vi mange andre mulige. Der er ikke nogen, der har alt det, vi ønsker os, så når vi vælger en bestemt, må vi sige farvel til at få det af en partner, som den udvalgte ikke har. Det er den ene sorg. Den anden sorg ligger forude, for en kærlighedsrelation er en endnu ikke indtruffet sorg. Vi mister dem vi elsker – om ikke før, så når en af os dør.

Hvis man er meget bange for tab og sorg, kan man have en ubevidst modstand mod at lade andre mennesker få betydning for én.

Er man er god til at sørge, er tanken om at miste igen ikke nær så skræmmende. Hvis man ved med sig selv, at man kan gennemleve en sorg og finde ud på den anden side med fornyet livsmod og nye indsigter, er man ikke i samme grad bange.

At kunne sørge og give tid til det er uhyre vigtigt, men ikke noget, der levnes meget plads til i vores tid. Jeg hører ind imellem klienter fortælle, at de ikke har været nede i gear ret længe, før de har fået tilbudt antidepressiv medicin og følt sig presset til hurtigt at komme op i tempo og klare strabadserne på arbejdsmarkedet. Det er uheldigt, fordi evnen til at kunne elske og evnen til at kunne sørge hænger uløseligt sammen.

Ulla, som havde flere forhold bag sig og var på vej ind i et nyt, var fuldt klar over risikoen for, at også det nye forhold kun ville blive af kortere varighed. Men det holdt hende ikke tilbage. Som hun sagde: »Jeg har prøvet at miste før og ved, at det ikke er farligt. Jeg græder i nogle dage og finder nogen at tale med det om, og så er det et spørgsmål om tid, før jeg er klar til at tage en ny chance.« Hvis man er bange for tab og sorg, er kærlighedsrelationer en yderst risikabel affære.

Hvis man har oplevet tab tidligere i livet, som man har forsøgt at undgå at mærke og derfor ikke har fået ordentligt bearbejdet, kan man tale om, at man bærer på en undgået sorg. Hvis man gør det, vil frygten for nye tab være forhøjet.

Som psykoterapeut oplever jeg, at der er overraskende mange mennesker, der har en stor eller lille undgået sorg med i bagagen. Det kan være en ungdomskæreste eller en sorg fra barndommen som f.eks. en elsket bedsteforælder eller en anden kær person, som døde, da de var for små til at forstå, hvad »aldrig mere« betyder. I mange tilfælde fik de heller ikke hjælp til det, fordi man for blot få årtier tilbage »skånede« børn for viden om døden ved ikke at tale med dem om den og typisk ej heller tage dem med til begravelse.

Mange mennesker »glemmer« en sådan vigtig person, som pludselig forsvandt, fordi tabet er forbundet med så meget sorg og forvirring, at det er rarest ikke at huske. Men hvis man går rundt med en undgået sorg i bagagen, vil man være særlig frygtsom for nye sorger. Vi ved intuitivt, at nye sorger ribber op i gamle og risikerer at ødelægge den selvbeskyttelse, der er i at have glemt både ubehaget og den kære person.

Undgåede sorger dukker ofte op i en psykoterapi, og der kan være stor forløsning i at generindre den elskede person og integrere vedkommendes ressourcer og de rare følelser, der var forbundet med ham eller hende, i sin egen personlighed. Men mange mennesker forbliver ubevidste om en sådan sorg hele livet og har udviklet flere uhensigtsmæssige selvbeskyttelsesstrategier, som forhindrer, at sorgen bliver erkendt.

En måde at undgå gamle og nye sorger på er at undgå at gå for dybt ind i relationerne. Nogle mennesker har ingen kærlighedsrelationer, men kun relationer af den type, vi kan kalde bytte-relationer. Vi bytter ydelser. Du lytter til mine frustrationer, og jeg lytter til dine. Vi adspreder og underholder hinanden. Der er ikke noget i vejen med bytte-relationer, men man går glip af noget, hvis det er den eneste art af relationer, man har. Til gengæld er man så ikke særlig udsat for sorg. En bytte-relation kan forholdsvis let skiftes ud. Det er langt sværere at finde en erstatning, hvis man er gået så dybt ind i en relation, at den anden er blevet helt unik for én, og ens glæde i en grad er blevet forbundet med – og måske afhængig af – ham eller hende.

Mange ægteskaber er i virkeligheden bytte-relationer. Parret dækker hinandens behov eller nogle af dem og får en billigere husleje, når de er to. Men de kan ikke – eller kan ikke længere – tænde lys i hinandens øjne eller få hinandens indre haver til at blomstre.

Undgår man at gå ind i kærlighedsrelationer, sikrer man sig mod store tab.
Mange mennesker er ikke selv klar over, at de har en indre konflikt. De er selv af den overbevisning, at de rigtig gerne vil indgå i et kærlighedsforhold – og undrer sig over, at der hele tiden kommer noget i vejen. Men ubevidst arbejder de ud fra en helt anden interesse, nemlig en interesse i at beskytte sig mod smerte. Og derfor har de udviklet forskellige strategier til at undgå, at en relation får tilstrækkelig stor betydning, til at tabet bliver for smertefuldt eller for overvældende den dag, relationen hører op. Eller de kan ikke rumme sorgen over fravalgene og tør derfor heller ikke vælge noget til.

Det handler ikke om, at nogen har mod, mens andre er kujoner på dette område. Årsagen til det manglende mod er som regel, at nogle mennesker har oplevet en stor smerte tidligt i livet, som de ikke fik hjælp til, og derfor er blevet ekstremt ømskindede over for kærlighedstab.

En klient fortæller:

Engang ville jeg bare ikke være med til livets spilleregler. Jeg ville have både kærligheden OG sikkerheden. Nu har jeg indset, at jeg kan vælge mellem at spilde mit liv med at jagte en sikkerhed, som har en alt for høj pris, eller jeg kan begynde at øve mig i at svømme i livets strøm. Med stor bæven forsøger jeg nu det sidste.

Nogle mennesker undgår helt at gå ind i kærlighedsrelationer ved at benytte en af de selvbeskyttelsesstrategier, som jeg vil beskrive i det følgende kapitel.

Uddrag fra bogen “Kom nærmere – om kærlighed og selvbeskyttelse”

Læs mere om bogen her

Bogen kan købes fx her

Angst for nærhed