Nogle mennesker har en meget forskønnet erindring om deres barndom og deres forældre. Da Inger mødte op i psykoterapi første gang, var hun overbevist om, at der ikke havde været nogen problemer i hendes barndomshjem:

»Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor mit liv har været så svært, for jeg har haft en fantastisk barndom. Mine forældre elskede mig virkelig højt. Min mor var hjemmegående. Der var altid nogen hjemme. Det var virkelig trygt. Jeg har haft en helt ekstremt tryg barndom. Jeg synes også, det er pinligt, at jeg nu sidder her hos dig. Der er heller ingen, der ved det, og især mine forældre må aldrig få det at vide.«

Ingen har haft en udelukkende god barndom. Der findes ikke perfekte forældre, og vi har alle fået skrammer i større eller mindre grad. Nogle tror, at deres barndom udelukkende var god.

Det er min erfaring, at der er en sammenhæng mellem, hvor mange positive superlativer en person bruger, når hun beskriver sin barndom og sine forældre, og hvor belastende barndommen faktisk har været. For Inger viste det sig længere henne i terapiforløbet, at hendes barndom i virkeligheden havde været fattig på kærlighed og ægte interesse.

De, der har haft en overvejende god barndom, har ikke brug for at understrege, hvor godt det hele var. De taler om deres forældre med varme og taknemmelighed. De kan ubesværet fortælle både om det, der var godt og om det, der var svært.

De klienter, der insisterer på at have haft er en udelukkende god barndom, bruger ofte følgende argument for fars og mors indiskutable fortræffelighed: »De har altid været meget interesseret i mig.« Dette giver anledning til en snak om, hvad interesse egentlig kan betyde i forholdet mellem forældre og børn.

Man kan skelne mellem to former for interesse. Man kan have en interesse i, at det går nogen godt. Jeg kan have en interesse i, at det går min partner godt eksempelvis, fordi det smitter af på mit humør, min økonomi og min sociale status. Og alle forældre har en interesse i, at det går deres børn godt. Så kan de nemlig føle sig som gode forældre, nyde at blive smittet af børnenes glæde og være stolte af deres afkom. Man kan have en interesse i andre mennesker på samme måde, som man kan have en interesse i at erhverve sig ting, som man skal bruge til det ene eller det andet.

At have en omsorgsfuld interesse for sit barns (eller sin partners) indre, er noget andet. At være interesseret i at komme til at forstå den anden så godt som muligt, at have lyst til at gå på opdagelse og finde ud af, hvilken helt unik personlighed den anden har, at være interesseret i den andens indre for den andens egen skyld og på den andens egne præmisser er noget helt andet end at have en interesse i.

En klient fortalte mig på et tidspunkt efter længere tids terapi:

Nu kan jeg se, at jeg simpelthen er opvokset som en ting. Der var ingen, der var interesseret i at lære mit indre at kende, ingen der spurgte til, hvad jeg inderst inde gik og ønskede mig eller håbede på. Mine forældre agerede, som om de i forvejen – uden at have undersøgt det – vidste, hvem jeg var. Og jeg forsøgte at være den, som de på forhånd havde bestemt at se mig som.

Efterhånden kunne hun både huske og mærke sin barndoms ensomhed og kunne påskønne sig selv for det store arbejde, hun var i gang med at gøre; først at holde op med at forsøge at være den, forældrene så, og herefter at finde ud af, hvem hun i virkeligheden selv var.

interesse i — eller —  interesse for

En kvinde blev undervejs i et terapiforløb smerteligt bevidst om, hvor meget hun selv som mor havde haft mere interesse i end for. Hun fortalte:

Da jeg blev mor, var jeg vildt bange for, at jeg ikke var god nok. Når jeg så på min søn, var jeg optaget af at se tegn på, om jeg var god nok eller ej. Var han ked af det, så jeg det som et tegn på, at jeg ikke duede og kunne slet ikke holde ud at være sammen med ham i hans tristhed, men fandt i stedet på tusind aktiviteter for at gøre ham glad. Der var meget lidt overskud til at have interesse for hans indre – for hans egen skyld.

Når jeg taler med klienter om deres barndom, bliver de ofte meget optaget af deres egen forældrekompetence, og meget kede af at opdage egne mangler. Det er ofte en selvbeskyttelse, et forsvar mod at se sine forældres fejl i øjnene – så er det dog trods alt bedre at være optaget af egne fejl, som de typisk har været hele deres liv. På den måde beskytter de det indre billede af far og mor lidt endnu, for selv om de har opdaget, at far og mor ikke var helt så perfekte, som de først troede, så er fars og mors fejl dog små i sammenligning med klientens egne!

Det betyder ikke, at det ikke kan være godt at tage sin egen forældrerolle op til revision og måske benytte de nye erkendelser til at forbedre relationen til ens egne børn. Her er det vigtigt, inden man helt forsumper i skyldfølelser, at huske på, at ingen forældre er perfekte, og ingen børn undgår skrammer. Og godt det samme. Skrammer er ofte gode vækstmuligheder. Og en vis modgang er godt for børn og unge. Det er med til at modne dem, så de udvikler sider af sig selv, som måske ellers var forblevet i dvale.

Hvis vi har givet vores børn bare en anelse mere, end vi selv fik – er det faktisk en heltedåd, for det er særdeles svært at give noget, man ikke selv har fået. Når det lykkes, skubber vi den sociale arv i positiv retning. At tro, at man kan gøre alt rigtigt som forældre, er vejen til nederlag og krise, den dag realiteterne kommer frem.

Når jeg stiller spørgsmålstegn ved en klients forældrebillede, bliver klienten ofte meget hektisk og irritabel. Alene det at tale om det kan føles meget ubehageligt. »Jeg føler mig så illoyal,« er en replik, jeg ofte hører i den sammenhæng. Vi er inde på et farligt område. Forældreidealiseringen er ofte en af grundpillerne i hele en persons selvbeskyttelsesstruktur.

Hvorfor ikke bare lade dem have deres forældreidealisering i fred? Fordi en forældreidealisering har en høj pris. Kan man ikke se sine forældre, som de i virkeligheden er eller var, kan man heller ikke se sig selv.

Et idealiseret forældrebillede kan have to former for indflydelse på selvbilledet. Mere om det i de følgende to afsnit.

Forældreidealisering og selvidealisering
Oplevelsen af forældrene som fantastiske kan være knyttet sammen med en forestilling om selv at være det samme. En person med den selvopfattelse kan have tendens til at mene, at de vanskeligheder, han har i livet, skyldes andre mennesker eller ydre omstændigheder. Måske opfatter han andre som værende misundelige på ham. Det kan også være, han tænker, at han har været uheldig i sit partnervalg, eller at han har en usympatisk arbejdsgiver, som ikke ser ham som den, han virkelig er.

Selv kan han have oplevelsen af, at hvis ikke hans kone havde så mange problemer, eller hans arbejdsgiver var så uforstående, eller hvad han nu mener, der er i vejen med hans ydre omstændigheder, ville han være lykkelig og leve et godt liv.

Hans vigtigste selvbeskyttelsesstrategi er projektion. I stedet for at vedkende sig sine egne problematiske sider, ser han alt det negative hos de andre.

Klienter med denne skævhed i opfattelsen – både af forældrene og sig selv – møder jeg sjældent i psykoterapi. De har ganske enkelt ikke selv oplevelsen af at have brug for det. Deres nære pårørende, hvad enten det nu er deres koner, mænd eller børn, ser jeg til gengæld ofte. De har det vanskeligt og lider tit af lavt selvværd. Ofte bærer de – uden selv at vide det – de mørke sider af den selvidealiserende person, som denne ikke selv tør mærke eller kendes ved.

Forældreidealisering og selvdevaluering
Forældreidealisering kan også være knyttet sammen med en selvdevaluering. For når der ikke var noget i vejen med far og mor, hvorfor har jeg så problemer? »Fordi jeg ikke er god nok!« kan svaret synes at være. Her gør man sine forældre bedre end de er og sig selv ringere.

Prisen for at kunne opretholde billedet af far og mor som gode forældre betaler nogle mennesker med lavt selvværd og dårlige tanker om sig selv. Man kan sige, at holdningen »jeg er ikke god nok« beskytter forældreidealiseringen, som igen beskytter personen mod at opleve følelsen af ikke at være elsket nok eller endnu værre slet ikke at være elsket. Og det var en god strategi engang.

Men som voksne kan de fleste af os godt tåle følelsen af ikke at være elskede. Når vi tør mærke og opleve den følelse som en del af vores indre erfaringsverden, kan vi aflægge en hel masse selvbeskyttelses-unoder, som bringer os væk fra livet og fra os selv.

Nogle mennesker falder på skift i en af de ovenstående to grøfter; så de i nogle perioder oplever sig selv som fantastiske, mens de i andre perioder oplever sig selv som værdiløse.

De to faldgruber svarer til, at man kan gentage mønstret fra barndommen på to måder. Der er en aktiv form, hvor man er identificeret med forældrene og behandler andre, som forældrene behandlede én. Hvis forældrene eksempelvis kritiserede én i tide og utide, vil man som voksen selv kritisere andre.

Man kan også gentage mønstret fra barndommen i en mere passiv form. I så fald vil man finde sammen med mennesker, som kritiserer én og underlægge sig kritikken uden at gøre alvorlig modstand, fordi det føles hjemligt og naturligt at være i den rolle.

Enten man gentager forældrenes mønster i passiv eller aktiv form, er man – så længe man ikke selv er bevidst om, hvad der foregår – med til at anerkende mønstret og beskytte forældrenes adfærd mod spørgsmål og kritik.

Hvordan en forældreidealisering engang kan have været en god løsning på en vanskelig situation, fortæller jeg mere om i det følgende afsnit.

Når vi har lavet om på virkeligheden
Mange børn, som vokser op med forældre, der mangler at kunne noget grundlæggende på det følelsesmæssige plan, vil gøre, hvad de kan for at undgå at se forældrenes brist i øjnene. Det er der to grunde til. Den ene er, at små børn oplever sig selv som en del af forældrene og af den grund nødvendigvis må opleve dem som gode. Den anden grund er, at alene tanken om, at de to voksne mennesker, som har ansvaret for barnets trivsel og overlevelse, skulle mangle forældrekompetence, er så skræmmende for det lille barn, at den hurtigt fortrænges. Han eller hun vil så i stedet skabe et indre billede af far og mor som stærke, kompetente og kærlige – også selv om det ikke er tilfældet i virkeligheden. Samtidig gør barnet sig blind og døv for de tegn, der er på det modsatte.

En sådan strategi er hensigtsmæssig for det lille barn, som er for skrøbeligt til at kunne rumme den skræmmende virkelighed. Barnet kompenserer for manglerne og skaber med sin fantasi en anden virkelighed, hvori det kan finde den nødvendige tryghed.

Problemet opstår, hvis man som voksen fortsat stoler mere på sine forestillinger end på realiteterne i ens liv. Hvis man har idealiseret far og mor og gjort sig døv og blind for deres mindre fordelagtige sider, gør man sandsynligvis det samme i forhold til børn eller partnere. Og så bliver man både forsvarsløs og kontaktløs.

En kvinde, som hele sit liv havde stolet mere på egne fantasier end på det, hun sansede i øjeblikket, udbrød i slutningen af et længerevarende terapiforløb:

Jeg er rystet, når jeg nu ser tilbage og ser, at jeg faktisk har haft et længerevarende forhold til en mand uden på noget tidspunkt at have ordentligt undersøgt, om han overhovedet kunne lide mig. »Selvfølgelig kan han det,« sagde jeg bare til mig selv. Men nu, hvor jeg ser virkeligheden i et klarere lys, kan jeg se, at det nok ikke var tilfældet.

Ovenstående er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man i højere grad styrer efter sin egen tænkning eller fantasi end efter, hvad man sanser i sin aktuelle livssituation.

I næste afsnit kommer et eksempel på, hvordan en selvbeskyttelsesstrategi kan opstå, og hvordan den kan lave ravage i ens kærlighedsliv.

Glemte beslutninger
Man kan have taget mange beslutninger tidligt i livet, som man ikke længere husker.

En midaldrende mand fortæller:

Jeg besluttede engang, da jeg var meget lille, at jeg ville klare mig selv og ikke være afhængig af andre mennesker. Da jeg tog beslutningen, var det den eneste mulighed, jeg kunne se i det øjeblik.

Der går ikke lang tid, før en sådan beslutning er blevet ubevidst, og de dele af personligheden, som er i modstrid med beslutningen, bliver slettet af bevidstheden. Kort efter vidste han ikke længere, at han havde en kærlighedslængsel og en lyst til at være nært forbundet med andre mennesker.

De fleste selvbeskyttelsesstrategier opstår tidligt i barndommen. De var dengang den bedste løsning, det lille barn kunne finde i en vanskelig situation. Senere bliver selvbeskyttelsesstrategierne ubevidste og træder i kraft pr. automatik, hver gang vi kommer i en situation der ligner en af vores barndoms uforløste kriser.

Et eksempel:

Maria undrede sig over, at hun nogle gange bed af sin kæreste, når han nærmede sig hende på kærlig vis. Svaret skal findes i den situation, hvor selvbeskyttelsesstrategien opstod. Situationen skal genopleves, bearbejdes og fortælles på en ny måde.

Maria bar på en fortælling, der lyder som følger: »Jeg er dybest set ikke værd at elske, men hvis jeg holder andre lidt på afstand, opdager de det ikke.«

Beslutningen om at holde andre på afstand er hun ikke umiddelbart selv klar over, at hun engang tog. Men den dukker hurtigt op, da hun begyndte at rette sin opmærksomhed mod de strategier, hun bruger i dag.

Efter en gennembearbejdning af de situationer, hvor Marias fortælling om sig selv opstod, kan en langt mere realistisk fortælling træde i stedet. Marias nye fortælling kom til at lyde sådan her:

»Jeg var engang et barn i nød, og mine forældre manglede de nødvendige kompetencer til at kunne hjælpe mig. Det var ikke mig, der ikke duede. Jeg var et helt almindeligt barn, der havde det svært og forsøgte at løse nogle problemer, som et barn – uanset hvor dygtigt det er – ikke kan løse alene.

Nu er jeg blevet voksen og er ikke længere i samme grad på liv og død afhængig af andre mennesker. Livet er ikke så farligt længere, og det går an at eksperimentere med nærhed til andre og se, om det kan blive komfortabelt for mig at hengive mig lidt mere.«

Marias nye fortælling gav hende mere selvværd og mod til at tage en ny beslutning: At hun fra nu af ville øve sig i at lade sine nærmeste komme tættere på.

Nedenfor følger endnu et eksempel på en selvbeskyttelsesstrategi, som kan få fatale konsekvenser, hvis den ikke revideres i voksenlivet.

Når vi er imod os selv
Børn, der er usikre på, om de er elskede, vil være tilbøjelige til at holde med forældrene imod sig selv. Når et sådant lille barn er blevet skældt ud, vil man efterfølgende kunne høre ham eller hende gå rundt og skælde sig selv ud med de samme ord, som far eller mor brugte. Når barnet gør det, føler det sig identificeret med far eller mor, og det giver en oplevelse af at være sammen med dem.

Når man er imod sig selv, bliver man meget alene – men for et lille barn er det bedre at forlade sig selv, end at miste den livsnødvendige forbundethed med far eller mor.

Problemet er, hvis vi som voksne, når betydningsfulde mennesker i vores liv retter deres vrede mod os, straks tager deres parti – imod os selv. Så bliver vi forsvarsløse og meget alene. Hvem skal så holde med os?

Det er ikke sikkert, vi selv er klar over, at vi let kommer til at holde med andre imod os selv. Måske oplever vi bare, at vi får det meget dårligt, når en betydningsfuld anden i vores liv er utilfreds med os.

Jeg er forundret over at opdage, hvor mange af de mennesker jeg oplever i psykoterapi, der går rundt og skælder sig selv ud eller bare taler dårligt til sig selv – uden at være opmærksom på det. Der er et spørgsmål, som jeg stiller igen og igen, og som lyder: »Hvad sagde du til dig selv i det øjeblik?« Og klientens svar afslører nogle gange en nedladende eller bare meget ukærlig replik, som han eller hun selv bliver rystet over at opdage.

Det er selvfølgelig godt at kunne forholde sig kritisk til sig selv og ind imellem give andre ret, når de er utilfredse med noget, man har sagt eller gjort. Det er bare galt, hvis selvkritik og selvbebrejdelser bliver en unuanceret og automatiseret adfærd, som man får det dårligt af uden selv at kunne styre det.

At holde med de andre i stedet for sig selv er en selvbeskyttelsesstrategi, som hedder »identifikation med aggressor.« På samme måde som en forældreidealisering kan den beskytte mod at mærke ensomhed og mod at mærke følelsen af ikke at være elsket. Men det kan for den voksne give problemer i kærlighedslivet.

For Jørgen, som vi skal møde i følgende eksempel, var problemet, at han gang på gang indledte forhold til kvinder, som ikke værdsatte ham. Kvinden i hans sidste forhold havde eksempelvis bedt ham løse forskellige praktiske opgaver for sig, som om det var den største selvfølge. Hun havde end ikke spurgt på en høflig måde eller lavet kaffe til ham, når han kom. Han så med misundelse, hvordan vennerne fandt kvinder, som var kærlige og gjorde sig umage både med deres udseende og med det, de serverede. Jørgen blev selv ved med at løbe ind i det ene utilfredsstillende forhold efter det andet, indtil han fik bearbejdet et traume fra sin barndom. Jørgen fortæller:

Jeg kunne godt huske, at jeg blev slået som barn, men ikke hvordan det føltes. Havde kun en svag erindring om, at jeg vist havde forsøgt at gøre mig følelsesløs.

    Da jeg begyndte at tale om det i psykoterapi, dukkede der langsomt flere og flere nuancer op i min erindring, og mine følelser fra dengang begyndte langsomt over flere uger at komme tættere og tættere på. Jeg begyndte at mærke, hvordan det var at være et barn, der blev slået af én, som det elskede og stolede på.

    Det var som at være midt i et mareridt, hvor solen var ved at forsvinde ud af himmelrummet, mens månen styrtede mod jorden i rasende fart. Det var helt uden formildende omstændigheder. Inde i mareridtet opdagede jeg, at der var en del af mig, der holdt med min far og syntes, jeg fortjente at blive så dårligt behandlet. Da jeg gav slip på den alliance (identifikation med aggressor), kunne jeg anerkende mig selv som det barn, jeg dengang var. Blandt andet et barn, der ville livet så meget, at det var gået med til at være forkert for at kunne bevare den livsnødvendige følelse af forbundethed med sin far.

    Efterfølgende kunne jeg sige det til mig selv, som en voksen dengang skulle have sagt; nemlig at det ikke var mig, der var noget i vejen med. Det var det, der foregik omkring mig, der var forkert, og det var de voksnes ansvar – ikke mit.

    Jeg lovede mig selv, aldrig igen at gå med til at blive dårligt behandlet.

    I en periode var jeg oppe at markere mig, bare der var nogen, der talte til mig i et uvenligt tonefald. Nu har jeg efterhånden fundet en balance, hvor jeg godt kan acceptere, at andre kan have en dårlig dag uden overskud til venlighed – uden det behøver at være deres intention, at det skal gå ud over mig. Men jeg er blevet meget bedre til at sætte mig i respekt, og jeg bliver ikke længere i relationer, hvor jeg ikke føler mig værdsat.

Mennesker som har erfaret at blive »slået« med ord, vil sandsynligvis også kunne genkende sig selv i Jørgens beretning. At blive slået af den, man elsker, når man er et barn, er nedbrydende for følelsen af eget værd. Hvis man har »glemt« begivenheden for at beskytte sit indre billede af en god forælder, får man ikke den nødvendige hjælp og risikerer livet igennem at lade sig slå uden at gå ordentligt til modværge, fordi man et sted dybt inde gemmer på oplevelser, der ubevidst har affødt en tro på, at man ikke fortjener bedre.

Hvis man i sin barndom ofte har oplevet at blive behandlet som en »ting«, hvis indre ingen interesserede sig for at lytte eller skabe kontakt til, kommer man let til at tillade, at det samme sker i nutiden. I så fald gentager man mønstret fra barndommen i en passiv form, hvor man i sit voksne liv spiller den samme rolle, som da man var barn.

Det omvendte kan også være tilfældet, nemlig at man behandler andre som ting, på samme måde som ens forældre gjorde. Det er den aktive form for gentagelse af barndommens mønster. På den måde kommer det, man selv har lidt til at gå ud over andre. Det kan eksempelvis være ens partner, der kan blive et redskab for én – mere end en person, man forsøger at møde. Han eller hun kan så f.eks. blive et middel til at undgå smerten fra barndommen. Og forventningerne til partneren eller i det hele taget til, hvad man kan få i en par-relation, kan være ude af proportioner. Det fortæller jeg mere om i næste afsnit.

Ubevidste forventninger om, at partneren skal kompensere for mangler i barndommen

Hvis man ikke har fået sørget sig fri og givet slip på det, man ikke fik af far og mor i barndommen, vil man typisk insistere på at få det af sin partner. Sandsynligvis er man ikke selv klar over mekanismen, men mærker blot en dyb frustration over partneren.

Jo mindre bevidst man er om mekanismen, jo højere er risikoen for, at man begynder at genere sin partner og helt overser vedkommendes ret til at være sig selv på egne præmisser.

Mekanismen er kort fortalt, at man insisterer på at have haft en bedre barndom, end tilfældet er – partneren skal kompensere for det, der manglede og på den måde sørge for, at man ikke mærker hullet. Lykkes partneren ikke i det, får han al vreden og utilfredsheden, og man kan komme til at opføre sig som et krævende spædbarn.

Hanne fortæller:

Da jeg startede i terapi, havde jeg haft en serie af parforhold, som havde varet mindre end et år. Jeg er god til at tage initiativer og møde mænd, og i forelskelsesfasen gik det som regel nogenlunde problemfrit. Når det begyndte at blive hverdag, mærkede jeg typisk på et tidspunkt en form for tomhed indeni, som jeg ikke kunne holde ud. Det kunne f.eks. være, hvis min kæreste havde valgt at foretage sig noget med andre, og jeg var alene og følte mig fravalgt. Jeg gik helt i spåner; græd og rasede og kunne næsten ikke rumme mig selv. »Det kan da ikke passe, at man skal have det så dårligt, når man har en kæreste,« tænkte jeg og fik lyst til at give min partner skyldfølelse og være rigtig ond. Måske ringede jeg til ham ti gange på en aften eller holdt ham vågen en hel nat med al min frustration og vrede. Jeg havde bare intet overskud til at forsøge at se situationen fra hans side.

    Når jeg nu ser tilbage på min opførsel, kan det faktisk undre mig, at nogle af mændene blev så længe, som de gjorde.

Da Hanne opgav sin forældreidealisering og de store krav til partneren, var det forbundet med stor sorg. Både sorgen over det kærlighedsløse liv, hun levede nu, og over den følelsesfattige barndom.

Men sorgen var ikke på samme måde tung at bære, som den tristhed, hun havde levet med i lange perioder af sit liv. Midt i sorgen følte hun sig mere levende, end hun havde gjort længe, og hun følte sig mere autentisk til stede i sine relationer. Hun oplevede at vejen fra gråd til latter kan være ganske kort og mærkede, hvor livgivende det var at dele disse følelser med de mennesker, der var i hendes liv.

I vores kultur forventer vi typisk, at en sorg er tung, mørk og langvarig. I virkeligheden er en sorg nogle gange bare varm, våd og humørbringende.

Gevinsten ved at se forældrene i et mere realistisk lys
At vende tilbage og undersøge sin relation eller sit syn på far, mor eller egen barndom er noget, mange mennesker har modstand mod. Det kan også være forbundet med ubehag at stille skarpt på ens fortid, hvis den ikke har været optimal.

Det er dog et ubehag, som det godt kan betale sig at overvinde, for jo tættere vi kommer på at få et realistisk syn på forældrene og os selv, jo bedre kan vi begå os i nære relationer – og i det hele taget. Jo bedre vi kommer i overensstemmelse med os selv og finder hvile i at vide, hvem vi er, jo større bliver chancerne for, at vi finder det i livet, som vil give os mening og livsfylde.

De strategier, vi bruger i relation til andre mennesker, er opstået i relation til vores nærmeste omsorgsgivere, da vi var børn. Jo mindre vores forældre har kunnet rumme os og lære os sunde relationskompetencer, jo flere selvbeskyttelsesstrategier vil vi have i spil som voksne.

Når vi slipper en selvbeskyttelsesstrategi, kan det til gengæld opleves som en befrielse og give fornyet håb og livslyst, som det gjorde for Jørgen i nedenstående eksempel. Han nåede at blive over halvtreds, før han begyndte at arbejde med sin relation til sin problematiske far. Jørgen fortæller om et gennembrud, som fandt sted i slutningen af et længere terapiforløb:

Selv om min far straffede os børn hårdt, havde jeg altid været overbevist om, at han inderst inde elskede mig. Jeg husker, min terapeut havde sat spørgsmålstegn ved den overbevisning, og nu sad hun og så på mig med et sørgmodigt og et dybt alvorligt blik, mens jeg fremførte det ene argument efter det andet for at bevise, at min overbevisning var rigtig.

 På et tidspunkt sagde hun: »Du virker meget hektisk, hvad mon det handler om?« Jeg følte mig i det øjeblik totalt tom indeni. Så begyndte min krop at sitre og tårerne løb. Det var, som om kroppen havde forstået det før hovedet. Så mærkede jeg befrielsen. Det var som om jeg i det øjeblik fandt et stykke af mig selv.

Der kan være stor befrielse i at se virkeligheden i øjnene, selv om vi ofte forsøger at forsvare os mod den, hvis den er skræmmende eller bare ubehagelig.

Ubearbejdet forældreidealisering kan give problemer i nære relationer
Vores forældre lærte os kærlighed og tilknytning, så godt de nu kunne. Hvis vi ikke siden har forholdt os til vores egen måde at være sammen med andre på, vil vi sandsynligvis opføre os stort set som far og mor gjorde og tale til os selv, som de talte til os. Og vi vil kunne omtrent det samme på det følelsesmæssige plan, som de kunne – eftersom det var dem, der lærte os det.

Sandsynligvis vil vi så finde en partner, som kan omtrent det samme med hensyn til kærlighed og tilknytning. Det vil i alt fald føles hjemligt og trygt og være let for os at håndtere.

At undgå at indlede en relation til nogen, som kan mere på det følelsesmæssige plan end far og mor, kan også være en selvbeskyttelsesstrategi. Hvis vi finder en partner, som kan mere end vores ophav, bliver vi nemlig nødt til at lære noget nyt. Og vi bliver desuden nødt til at se vores forældre i et nyt lys; nemlig som nogle, der ikke kunne og derfor ikke har lært os noget vigtigt om kærlighed og relationer.

En idealisering af forældre med mangler i forældrekompetencen kan give det lille barn en følelse af tryghed, som er strengt nødvendig for dets psykiske sundhed. Men samme idealisering kan give den voksne problemer i kærlighedslivet.

At arbejde sig hen imod en mere nuanceret og præcis forståelse af, hvem de to mennesker var eller er, er en livslang opgave, som man aldrig bliver helt færdig med. Ligesom man aldrig bliver helt færdig med at opdage og forstå sig selv.

Erkendelser ligger i lag. Man tror måske, man har erkendt den fulde sandhed indtil den dag, man pludselig forstår sit liv på et dybere plan og nu i bakspejlet kan se, at det man først troede, man havde forstået til fulde, blot var toppen af isbjerget.

Jo dybere erkendelse, jo større befrielse. Så selv om vi har arbejdet med en problematik eller et dilemma før, kan det ofte rigtig godt betale sig at se på det en gang til. Og det gælder især en så vigtig del af livet, som forholdet til ens forældre er.

Første skridt, når man gerne vil forbedre sine relationskompetencer, er dog at undersøge, hvilke strategier man bruger her og nu.

Det er ikke altid nødvendigt at gå tilbage og arbejde med relationen til ens nærmeste omsorgsgivere i barndommen. I nogle tilfælde kan man godt nøjes med at beslutte at ændre nogle vaner i nutiden og lægge et stykke arbejde i at forandre nogle uheldige mønstre, enten de nu befinder sig i tanker eller handlinger.

Men virker denne nutidsorienterede tilgang ikke, er der denne mulighed for at gå til mønstrenes rod. Det kan være et hårdt og et vådt arbejde, men det er min erfaring, at hvis man er omhyggelig med at komme helt til bunds i de situationer, hvor strategierne opstod, er der gode chancer for at opnå en grundlæggende ændring af både adfærd og humør.

I det følgende kapitel skal vi se på, hvordan det kan føles, når der ikke er selvbeskyttelsesstrategier til at forhindre os i at mærke os selv.

Uddrag fra bogen “Kom nærmere – om kærlighed og selvbeskyttelse”

Læs mere om bogen her

Bogen kan købes fx her

Problem i nære relationer og parforhold