Dialogmetode til personlig afklaring

– Inspiration til personlig udvikling.

Her kommer nogle øvelser, du kan bruge til at befrugte din indre selvudviklingsproces. Metoden er hentet fra gestaltterapien. Du kan bruge den til at arbejde med relationer og til at afklare dig, når du står i et dilemma og har svært ved at tage en beslutning.

Ofte forspildes muligheder, fordi vi er bange for smerte, og derfor ikke tør gå direkte til sagen. Nogle gange skal vi bare helt ind midt i smerten, før den forandrer sig.
    Herunder er en række øvelser og metoder, du kan bruge til at komme tættere på dig selv og på det, der er vigtigt for dig.

Etabler et møde mellem “jeg” og “du”
Fra at fortælle om en person til at tale direkte til personen
At fortælle “om” problemet kan man få lang tid til at gå med. Vi har typisk mange forklaringer på det, der er svært i vores liv, og disse forklaringer serverer vi for dem, der gider lytte. Det kan være mange og lange fortællinger, som bl.a. har til formål at fritage os selv for dele af – eller hele skylden og ansvaret.

Hvis du lytter til en andens forklaringer og mærker, at du keder dig, gør fortælleren sandsynligvis det samme. Han eller hun har sikkert fortalt det samme tidligere til andre – måske endda flere gange.

    At fortælle “om” er mere distancerende end at tale som et “jeg” til et “du”. Hvis du udtrykker din smerte direkte til den involverede part, vil du mærke dine følelser og den andens betydning mere intenst, og det kan have en afklarende virkning.

    Du kan etablere et møde mellem “jeg” og “du” på flere måder. En af dem involverer brugen af en tom stol. Stolen stiller du foran dig, og forestiller dig, at den person, du gerne vil arbejde med din relation til, sidder på stolen. Et eksempel: Helle havde i lang tid talt i meget negative vendinger om sin far. Jeg beder hende forestille sig faren på stolen overfor. Jeg kunne også have bedt hende skrive et brev til ham. Hovedsagen er, at hun nu ikke længere siger “han” om faren, men “du”.

    Altså ikke: “ … og så husker han heller aldrig min fødselsdag, det er, som om jeg slet ikke er vigtig for ham længere,” men i stedet: “Far, du har igen glemt min fødselsdag, og jeg bliver bange for, at jeg ikke længere er vigtig for dig.” Nedenfor kan du se endnu et eksempel:

    Bente forklarer, hvor utilfredsstillende hendes ægteskab er og har mange historier om, hvad hendes mand gør og ikke gør. Hun taler hektisk, som om hun skal have sagt så meget som muligt, inden jeg bliver træt af at lytte.

    Jeg stiller en stol foran hende og beder hende forestille sig sin mand siddende på stolen. Så beder jeg hende sige noget af det, hun har fortalt mig, direkte til sin mand. Hun bliver berørt og begynder at famle efter ordene. I samme øjeblik holder jeg op med at kede mig. Hendes famlen betyder, at hun forsøger at formulere noget, hun ikke har sagt før, og jeg fornemmer, at det arbejde, hun nu gør, er frugtbart.

Stole-metoden er også velegnet til selvudvikling. Jeg inddrager selv ind imellem stole, når jeg har brug for at finde mig selv i en vanskelig relation. Man kan godt bruge metoden, uden at der nødvendigvis behøver at være en hjælper til stede.

At sætte “den anden” på en tom stol
Nedenfor vil jeg give en mere detaljeret og konkret instruktion i, hvordan du kan bruge en tom stol til at få taget en vigtig dialog. Det vil jeg gøre ud fra følgende eksempel: 

    Anne har haft en traumatisk oplevelse med sin onkel Henrik. I dag ønsker hun ikke at have kontakt med ham, men kan ikke undgå at møde ham til familiesammenkomster, og det er hver gang et problem for hende.

    Jeg sætter en tom stol foran hende og beder hende mærke efter, hvor kort eller lang afstanden skal være mellem hendes egen stol og den, Henrik skal sidde på. Når stolen står, hvor den skal, beder jeg Anne om at tage et par dybe indåndinger og mærke, at stolen bærer hende. Så beder jeg hende kigge over på den anden stol og forestille sig, at hendes onkel sidder på den. Jeg beder hende forestille sig ham så tydeligt som muligt. Hvad har han på? Hvordan er hans kropsholdning, hans ansigtsudtryk? Herefter beder jeg hende mærke efter, hvad det gør ved hende at sidde overfor ham. Hvis hun bliver bange, foreslår jeg hende, at vi rykker hans stol længere væk, eller at hun forsøger at forestille sig ham i halv størrelse eller endnu mindre. Nu er hendes opgave at formulere det, hun mærker, direkte til ham. Fx: “Når jeg sidder her overfor dig og husker, hvordan du engang kildede mig, så jeg ikke kunne få vejret, mærker jeg vrede. Det var ikke i orden. Jeg var ikke et stykke legetøj. Jeg blev bange for dig.”

    Øvelsen kan slutte med, at Anne får sagt alt det til ham, hun føler trang til at sige. Hun kan også gå videre og sætte sig over på sin onkels stol. Her skal hun forestille sig, at hun er ham. Jeg beder hende sige højt: “Jeg er onkel Henrik, jeg er 67 og sidder her i min slidte skjorte og ser på min niece Anne.” Hun skal forsøge at mærke, hvordan det er at være onkel Henrik. Jeg taler til hende, som om hun er Henrik og spørger: “Hvordan er det, Henrik, at lytte til din niece? Hvordan får du det imens? Er der noget, du har lyst til at sige til hende?”. Så siger han måske: “Jeg opdagede først, at jeg var gået over stregen, da du hiksende løb din vej og efterfølgende ikke længere ville lege med mig. Jeg er ked af, at jeg ikke var mere opmærksom på dig.” Det kan også være, at han siger: “Det kan jeg ikke huske.”

    Når onklen er færdig, kan Anne sætte sig tilbage på sin egen stol. Her skal hun begynde med at sige højt: “Nu er jeg Anne, jeg er 37 og sidder her og ser på min onkel.” Hun skal mærke efter, hvad Henriks udtryk gør ved hende, og om der er mere, hun har brug for at sige. Dialogen kan fortsætte og skifte fra den ene stol til den anden, så længe det giver mening. Det er vigtigt, at den sidste replik lyder fra Annes egen stol.

Jeg kunne også have bedt Anne om blot at se sin onkel for sit indre blik, eller jeg kunne have bedt hende skrive et brev til ham og tage det med og læse det højt for mig næste gang, vi skulle ses.

    Et brev, stilet direkte til den involverede part, har samme virkning som stole-metoden: Det forvandler en tale “om” personen til en direkte henvendelse fra et “jeg” til et “du”. Et forslag om brevskrivning kan gives i mange sammenhænge – også udenfor et behandlingsrum. Jeg foreslår det nogle gange til venner og bekendte og bruger det desuden i høj grad selv, når der er noget, jeg skal have klarhed over.

Brevskrivning
At udtrykke det, der går én på, har i sig selv gavnlig effekt på immunforsvaret. Undersøgelser viser, at undertrykte følelser kan give indre stress, og stress nedsætter immunforsvarets effektivitet. Det er derfor under alle omstændigheder godt at få sig udtrykt – også selv om det ikke når videre end ned på et stykke papir. Desuden har brevskrivning den fordel, at hvis man henvender det, man skriver, direkte til den, man har noget i klemme i forhold til, får man adgang til at mærke sine følelser i relationen og den andens betydning for én.

    Det er vigtigt, at brevet er direkte lige fra starten. Altså: “Kære (eller hej) Henrik.” Brevet skal skrives som et afskedsbrev. At noget er endegyldigt, forstærker fokus og følelser. Brevskriveren kan fx forestille sig at skulle flytte om på den anden side af jordkloden og ikke vide, om han eller hun nogensinde igen ser personen, til hvem brevet skrives. Bag i min bog: “Find nye veje i følelsernes labyrint” kan du finde eksempler på afskedsbreve.

Brevskrivningsopgaver kan også bruges til at undersøge egne ønsker. Hvis man skriver et brev fra en anden til sig selv, som indeholder alt det, man længes efter at høre fra vedkommende, kan det nogle gange være en øjenåbner. Hvis Anne skulle skrive et sådant brev fra sin onkel til sig selv, gætter jeg på, at der skulle stå:

Kære Anne

Jeg er dybt ked af det, jeg gjorde. Jeg overså dine grænser. Det var forkert af mig, og det er jeg flov over i dag. Tror du, du kan tilgive mig?

Kh onkel Henrik

Hvis Anne efterfølgende kan mærke, at hvis hun fik en sådan uforbeholden undskyldning, ville hun være i stand til at holde kontakten med Henrik ud igen, har vi fået en vigtig information om, hvad der skal til for at genoprette forholdet.

    Når man skriver et ønske-brev fra en anden til sig selv, behøver brevet på ingen måde at være realistisk. Det gælder om bare at lade fantasien få frit løb og lade den anden sige det, man allermest ønsker at høre, uanset om vedkommende nogensinde ville kunne tage de ord i sin mund i virkeligheden. Når du har skrevet brevet, kan du læse det højt. Et sådant brev kan nogle gange godt forløse, selv om man selv har skrevet det. Og det kan hjælpe med til at forstå, hvad det helt præcist er, man længes efter.

    Mennesker, som sidder fast i vrede, kan have særlig stor glæde af at skrive ønskebreve til sig selv fra dem, de er vrede på. Når man er vred, er der nemlig altid et ønske i klemme. Hvis du finder ud af, hvad det er, du ønsker dig, men ikke får, kan du enten sætte turbo på din kamp for at få det eller opgive ønsket og lade vreden forvandle sig til sorg.

Det kan være svært ved at få begyndt. Jeg foreslår nogle gange den første sætning. Mit forslag begynder ofte med: “Kære … tak, fordi …”

At sige det til den, det handler om

At øve sig i at udtrykke sin smerte som et “jeg” til et “du”, er altid en god idé. At gå hen og sige det til vedkommende i virkeligheden er også nogle gange en god idé, mens det andre gange kan
få uheldige konsekvenser. Vi er ofte hurtige til at affærdige andres klagesang med et: “Sig det dog til ham selv.” Det kan være en passende replik, hvis den, der betror os noget om en tredje person, gør det som en vej til at komme af med sin vrede, uden at vedkommende reelt er interesseret i at lære, hvordan hun selv kan blive bedre til at håndtere situationen. 

    Men hvis den, der betror os sit besvær i forhold til en tredje person, er følsom – og den, hun klager over, er tilbøjelig til aggressiv adfærd i ord eller handling, kan det virke ret ukærligt at afvise hende med henvisning til, at hun skal sige det direkte til den pågældende. Hvis hun turde, havde hun nok allerede sagt det til ham, og når hun i stedet fortæller det til en anden, er det for at få hjælp til at finde modet og måske de rigtige ord.

    At skrive breve eller sige det til en forestillet person på en tom stol er måder, man kan øve sig på, finde de rigtige ord og måske finde mod til en direkte konfrontation, hvis det overhovedet er tilrådeligt. Det er det fx ikke, hvis den, klagen drejer sig om, reagerer stærkt negativt på alt, hvad der kan opfattes som kritik.

Dialog fra tomme stole, når indre dilemmaer skal frem i lyset
Tomme stole er et godt værktøj, når der skal sættes gang i dialoger – også dem, vi mere eller mindre bevidst har kørende med os selv. Hvordan du kan gøre det, er nedenstående et eksempel på:

    Hanne vil på den ene side gerne flytte ind til byen og på den anden side ikke. Nu er hun ved at blive vred på sig selv, fordi hun ikke kan få besluttet sig. Jeg beder hende stille to stole overfor hinanden.  På den ene stol sidder Hanne, som gerne vil flytte ind til byen. På den anden stol sidder Hanne, der er bekymret og ikke orker at flytte nogen som helst steder hen.

    På den første stol beder jeg hende identificere sig med at være den flyttelystne Hanne og lade det afspejle sig i mimik og kropsholdning. Det er vigtigt, at hun her giver sig helt hen til at tale med begejstring om alt det rare, hun forestiller sig, der kunne være ved at bo i byen. Når hun er helt færdig og ikke har mere at sige om det, sætter hun sig over på den anden stol og lader den bekymrede Hanne vise sig i kropssprog og mimik og udtrykke alt det, hun er bange for. Hun kan eventuelt skifte flere gange frem og tilbage mellem stolene og lade en dialog tage form. Det kan fx foregå som spørgsmål og svar. Den begejstrede Hanne spørger den bekymrede: “Hvad er du så bange for?”, og den bekymrede spørger den begejstrede: “Hvad vil du gøre, hvis der viser sig at være nabostøj det nye sted?”.

At inddrage tomme stole kan være det, der hjælper en videre, når man tumler med et problem eller en relation, som man ikke helt ved, hvad man skal stille op med. Fremfor at lade det hele foregå inde i hovedet, kan det virke aflastende og ofte også afklarende at få det ud i rummet. Jeg bruger selv stole, når jeg ikke kan blive enig med mig selv, om jeg skal vælge det ene eller det andet. På den ene stol går jeg 100 procent ind for det ene synspunkt, og på den anden stol agiterer jeg for det modsatte. Det hænder, at flere stole må inddrages for at få alle nuancerne med.

Meget liv bliver spildt i et forsøg på at forklare og fortælle historier, som kan komme til at leve deres helt eget liv og bekræfte fortælleren i en selvforståelse, som måske for længst burde være afløst af en ny og mere tidssvarende.

    Når du siger det, der er i vejen, i direkte tale, sker der noget nyt. Det er nemlig svært at bibeholde sit eventuelle fjendebillede af en person, som man – også selvom det kun er i fantasien – møder ansigt til ansigt. Her kommer følelserne og den andens betydning for én til gengæld meget tydeligt frem. De forklaringer og historier, man plejer at fortælle om problemet, falder ofte fra hinanden, og et nyt billede med en dertilhørende ny selvforståelse kan tone frem.

Omskrevet uddrag fra bogen: ” Værktøj til hjælpsomme sjæle – især for særligt sensitive, som hjælper professionelt eller privat”
af Ilse Sand

Skam

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.